Trine Nielsen, 40 år:

Gråd og ”ked af det-hed” har altid været en del af mit liv. Som barn kunne jeg blive meget ked af det, og græde, uden helt at vide hvorfor. Sådan kunne jeg også have det som ung. Men som voksen fik det mere og mere overtaget sammen med stress og depressive tanker. Tanker og spekulationer om hvad jeg skulle med mit liv har fyldt mit hoved i mange år.

Til trods for at jeg har fundet ”manden i mit liv”, vi er vilde med hinanden på 16. år, vi har fået to for lækre unger, økonomisk har vi det godt o.s.v., o.s.v. Men hele tiden tog tankerne til. Jeg havde, og har heldigvis stadig, masser af drømme og ideer men havde svært ved at føre dem ud i livet. Jeg stolede ikke på mig selv. Jeg havde kronisk dårlig samvittighed over for alt og alle og knoklede rundt for at gøre alt det jeg burde!

For ca. 10 år siden tog det hele fart. Jeg havde et godt job men jeg var stresset og ked af det. Jeg hadede at aflevere mine børn i institution kl. 7 om morgenen, jeg var træt og hidsig og specielt min datter som var ca. 4-5 år var påvirket af mit dårlige humør.

Så ville jeg gerne arbejde hjemme, for mine ungers skyld, og så ku jeg jo lige ha en lille systue og klare det hele på den halve tid. Det gjorde jeg og åbnede så også en lille butik, som jeg lukkede igen 3/4 år efter. Stor nedtur.

Så fik jeg nyt arbejde, et vikariat. Så begyndte jeg at læse supplerende fag på læreseminariet, 2 dage om ugen, samtidig med et nyt job, glemte at lytte til mig selv og knoklede derudaf for at gøre det jeg troede jeg burde!! Imellem tiden blev mine tanker mere og mere depressive. Jeg røg ind i mellem ned i nogle frygtelige sorte huller og var virkelig ked af det og kunne tude og tude og tude!

En efterårsdag i 2002 måtte jeg ”kapitulere”, jeg græd og græd. Jeg blev sygemeldt i ca. 4 mdr. men fortsatte med at studere. Jeg fik antidepressiv medicin, men kun kort, for det ku jeg slet ikke forene mig med. Jeg gik til psykolog en periode, det var ok. Jeg havde i flere år, i perioder, gjort brug af Body SDS, både p.g.a. psyken men i første omgang fordi jeg døjede med en dårlig ryg. Det hjalp, både på ryggen men det satte også en del i gang psykisk. Jeg kom nogen lunde ovenpå. Gjorde mine seminariefag færdige og var nu tilknyttet en ny arbejdsplads, som vikar, hvor jeg trivedes godt. Efter et helt års vikariat blev jeg fastansat.

Men så kom det hele snigende igen. Stress, jeg satte kæmpe forventninger til mig selv om at klare alt. Hver fredag havde jeg tidligt fri, men i stedet for at bruge tiden fornuftigt eller på mig selv satte jeg mig hjem og tudede. Og så kom alle de depressive tanker om at jeg ikke ku klare nogen ting, jeg følt mig som et rigtigt skvat!! Depressive tanker fordi jeg ikke ku forstå at jeg var ked af det når nu jeg boede dejligt, havde den lækreste mand og de lækreste unger. Jeg er slank, jeg er dygtig til alt muligt og alligevel var jeg ked af det!!!

Så fik jeg igen ondt i min ryg. Er blevet undersøgt på kryds og tværs men der er ikke noget at se, så det handlede om at sørge for motion og styrke min ryg muskulatur. Inden sommerferien ku' jeg dårlig gå. Var igen hos Body SDS. Begyndte efter ferien at træne v.hj.a. en fysioterapeut, og så fik jeg det meget bedre i ryggen.

Men stressen og depressionen kom jeg ikke af med. Inden jeg gik på juleferie fortalte jeg min chef om hvordan jeg havde det. For jeg havde virkelig brug for noget hjælp og noget forståelse. Jeg overvejede psykolog m.m. men jeg orkede ikke at gå i gang med en lang psykolog behandling.

Efter nytår var jeg desperat. Og min ellers forstående og omsorgsfulde mand kunne næsten ikke klare mere gråd!

Så læste jeg om Elisabeth Aarup og tankefeltterapi. Det havde jeg aldrig hørt om. Og det lød simpelthen for vildt og ikke mindst for godt til at være sandt. Og selvom jeg klart er til alternative behandlingsmetoder så er der alligevel nogen ting jeg sætter min tvivl til. Her kunne jeg ikke helt finde ud af hvad jeg skulle tro. Jeg kiggede på Elisabeths hjemmeside og så bl.a. et tv klip om en håndværker det havde hjulpet på. Og Elisabeth virkede meget ægte og meget tillidsvækkende.

Jeg skrev en mail, en desperat tudemail, og jeg fik en tid hos Elisabeth. Selvom det var mange penge lige at skulle klaske i bordet var jeg hurtigt enig med min mand om at hvis det ku hjælpe, så var det alle pengene værd. Og efter første gang hos Elisabeth var det en fantastisk lettelse. Al den gråd og al den ”ked af det-hed” forsvandt. Det var på en gang så overvældende og fantastisk men samtidig helt enkelt og udramatisk.

De næste 3 behandlinger var rigtig gode dog var virkningen ikke lige så markant. Men den var der i al sin enkelhed! Og det var ligesom om at jeg skulle ha' lidt tid til at fatte og mærke at jeg faktisk havde det godt. Indimellem behandlingerne havde jeg nogle få, måske 2 ”nedture” af en dags varighed, hvor jeg også oplevede lidt panik over om det hele nu kom igen, og nu var det jo snart sidste behandling, tænkte jeg, selvom jeg jo bare ku komme igen!

Da jeg så var hos Elisabeth for 5. gang var der bare faldet ro på. Al uroen, spekulationer, dårlig samvittighed o.s.v., o.s.v. var/er bare VÆK. Det er befriende. Jeg ka' mærke mig selv.

Elisabeth har været utrolig god til at samle op om alle de ord der væltede ud af min mund. Det har været så svært at sætte ord på mine følelser, svært at indkredse.

Jeg har sådan lyst til at fortælle hvor godt jeg har det, men det går op for mig at det kun er de personer der er MEGET tæt på mig der er klar over hvor dårligt jeg faktisk har haft det. Så nu går jeg i det stille og nyder det, og siger til Mikael, at jeg er så glad for at være glad!

Jeg har også fundet ud af ikke at være bange for at det kommer igen, for HVIS det sku' ske, ka' jeg ta' det i opløbet. Enten ved at banke lidt selv eller besøge Elisabeth.

TAK!